Komplikationer til type 2 diabetes – hvad bekymrer patienterne?

BestPractice | Jul 2016 | Uncategorized |

Af Mette Glindorf, klinisk oversygeplejerske, Mcn, Steno Diabetes Center   Tilværelsen med diabetes er forbundet med risiko for udvikling af senkomplikationer. Type 2-diabetes er en kronisk livslang sygdom, som kan føre til udvikling af såvel akutte og kroniske komplikationer, som kan true patientens livskvalitet og livslængde.   Risikoen for at udvikle sendiabetiske komplikationer stiger generelt med sygdomsvarigheden og øvrige risikofaktorer som rygning, hypertension, dyslipidæmi og genetisk disposition. Akutte komplikationer som hypoglykæmi, der er en bivirkning ved behandlingen, er et relativt underkendt problem.   Senkomplikationer opstår som følge af mikro- og makrovaskulære, samt metaboliske skader på blodkar og nervebaner, sener og ledbånd. De mikrovaskulære skader kan forekomme i øjne, nyrer og nervebaner, og kan forårsage diabetisk retinopati, nefropati og neuropati. De makrovaskulære skader kan medføre åreforkalkning med risiko for eksempelvis AMI, apopleksia cerebri. Vaskulære og neuropatiske skader er årsag til ”den diabetiske fod”. • Ca. en tredjedel af alle diabetespatienter har hjerte-kar-sygdom (i den øvrige befolkning er det blot 14%) • 4,5% har haft så alvorlige øjenkomplikationer i perioden 1996-2008, at øjnene er blevet laserbehandlet. • 1,1% har fået foretaget amputationer i perioden 1996-2008 - typisk som følge af nervesygdom og hjerte-kar-sygdom.   Øjne Komplikationer i øjnene omfatter udvikling af diabetisk retinopati, som ubehandlet kan føre til blødninger på øjets nethinde og i øjets glaslegeme. Dette kan føre til blindhed eller stærkt nedsat syn, og det er absolut noget mange patienter bekymrer sig om. Tilstanden kan i de tidlige stadier opspores gennem screening for øjenforandringer og kan forebygges ved optimering af blodglukose- og blodtryksbehandling. Diabetisk retinopati kan blandt andet behandles med laser. Det er derfor af afgørende betydning, at patienten går til regelmæssig øjenscreening hos øjenlæge hvert år.   Nyrer Komplikationer i nyrerne omfatter udvikling af diabetisk nefropati, som rammer blodkarrene, hvor de små karnøgler i nyren (glomeruli) skades og begynder...