Kønsforskelle i effekten af diabetesbehandling

BestPractice | Jul 2016 | Uncategorized |

Af Marlene Øhrberg Krag, afdelingslæge Sundhedsstyrelsen, Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet Niels de Fine Olivarius, professor i Almen Medicin, Forskningsenheden for Almen Praksis og Afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, estimerede i 2014 den globale prævalens af diabetes til 9% af den samlede voksne befolkning.1 Der er stort fokus på, hvorledes type 2-diabetes kan forebygges og behandles, og en stigende interesse for en individualiseret tilgang til behandling af kroniske sygdomme. Men hvad ved vi egentlig om, hvilke faktorer der har indflydelse på effekten af en given behandling, og spiller vores køn en rolle i forhold til dette? Diabetesomsorg i almen praksis I 1988 blev projektet ’Diabetesomsorg i Almen Praksis (DIAP) igangsat2 med deltagelse af 474 danske praktiserende læger, der blev randomiseret til henholdsvis en interventions- eller kontrolgruppe. I perioden 1989-1992 inkluderede lægerne alle deres patienter med ny-diagnosticeret diabetes på 40 år eller derover. I alt inkluderedes 1381 patienter i projektet. Der var ingen øvre aldersgrænse, og kun ti procent af patienterne blev ekskluderet. I interventionsgruppen blev lægerne over en periode på seks år understøttet i at tilbyde patienterne regelmæssige opfølgninger med individuelt tilrettelagte behandlingsmål. Disse blev bestemt efter den enkelte patients behov og ønsker omkring valg af livsstilsændringer og medicinsk behandling. Det blev for eksempel anbefalet at udskyde den medicinske behandling af et højt blodsukker, indtil effekten af et eventuelt vægttab havde vist sig. Lægerne fik forslag til, hvorledes vedvarende forhøjet blodsukker, blodtryk og/eller kolesteroltal kunne behandles, og de fik tilbud om årlige halvdagskurser. Herudover fik de årlige statusrapporter om hver enkelt af deres patienter, der indgik i studiet. I kontrolgruppen blev lægerne ikke kontaktet efter, at inklusionen af nye patienter var afsluttet, og de kunne frit tilrettelægge og ændre behandlingen, som de fandt bedst. Resultat af ’Diabetesomsorg i almen praksis’...