Lungesygdomme i almen praksis

BestPractice | Jul 2016 | Lungmedicin | Bestpractice |

To praktiserende læger giver deres bud på de største udfordringer ved behandlingen af lungesygdomme i almen praksis: To af de mest betydende lungesygdomme i almen praksis er KOL og allergiudløst lungelidelse. Som en af de udvalgte kroniske sygdomme har KOL været i fokus gennem en årrække, hvor vi specifikt har fokuseret på diagnostik, rygestop, medicinsk behandling og senest rehabilitering på sundhedscentre i kommuner og på hospitaler. I dag er nihilismen i forhold til behandlingstiltag fortid, og udfordringerne bliver nu at fortsætte de udbredte tilbud om rygestop ledsaget af rygeforbud i det offentlige rum samt det forebyggende arbejde blandt teenagerne, så de ikke begynder at ryge. Dog har vi endnu ikke identificeret de 436.000 personer, der formodes at have KOL.  Et andet stort problem er allergi, der rammer flere og flere. En enkelt årsag hertil kan ikke udpeges i vores multifaktorielle miljø, men det er stadig de kendte allergener (pollen, dyrehår, husstøvmider og skimmelsvampe), som er dominerende, mens andre kemiske stoffer muligvis kan fremprovokere allergien. Vi skal derfor arbejde for et renere indeklima i børneinstitutioner, skole og hjem. Boligerne skal bygges, så fugtskader undgås. Institutioner og hjem skal igen rengøres med sæbevand, nullermændene skal udryddes, og husdyrene skal ikke sove i sengene. Jeg tror, at vi kan nå langt med denne forholdsvis enkle, men også arbejdskrævende indsats. Mogens Klitgaard Jakobsen, praktiserende læge, Århus